De lokale kommer på højskolebesøg
Det er en tradition, at højskolerne åbner dørene for lokalsamfundet, og inviterer til foredrag, koncerter, eller lignende arrangementer. Folkehøjskolerne ligger ofte i naturskønne omgivelser, og spiller en vigtig rolle som kulturinstitution for de lokale. Og skolerne kan bruge det tætte forhold til deres omgivelser til at markedsføre sig, mener ekspert i markedsføring.
Lokalmiljøet betyder meget for Engelsholm Højskole, som ligger i smukke omgivelser 15 kilometer uden for Vejle. Højskolen holder ofte åbne arrangementer til stor glæde for de lokale. Udviklingsmedarbejder og musikunderviser på højskolen, Jakob Bonderup, fortæller: ”Folk er jo begejstrede for, at der er en kulturinstitution, der gider bekymre sig for lokalmiljøet. Når de kommer her, er de altid meget positive.” Han mener, at det er vigtigt, at skolen viser interesse for det omliggende lokalmiljø- både for skolen og elevernes skyld. En højskole kan godt virke som et lukket miljø, men de åbne arrangementer viser både eleverne og lokalsamfundet, at skolen er et levende sted, der er i kontakt med sine omgivelser.
Ud i naturen
Og det er ikke nogen dårlig idé, mener Anne Ellerup Nielsen, lektor ved center for virksomhedskommunikation på Århus Handelshøjskole, og ekspert i markedsføring. Folkehøjskolerne kunne godt profilere sig endnu mere på deres engagement i lokalmiljøet. ”Højskolerne har ofte en smuk beliggenhed, og det kan man udnytte, så man får åbnet op for offentligheden. Det kan være bestemte foredrag, men det kunne også være noget med at komme ud i naturen. Hvis jeg var højskoleforstander, så ville jeg gribe den mulighed lige med samme.”
Document Actions
- Send this
- Print this
- Bookmarks


















